Bruger du stadig moodboards?
Om at sætte form på idéer indefra og ud, og hvorfor moodboardet er ved at blive afløst af noget bedre.

01Kender du det?
Efter timevis på Pinterest står visionen klar, og det er tid til at dele den med kunden eller kollegaerne gennem et moodboard.
Det eneste problem? Ingen kan forestille sig det. Med det, i den her form, fra den der, og så lidt af det her, kombineret med det dér.
Heldigvis findes der nu en bedre løsning, hvor vi kan destillere essensen af vores idéer ned til enkelte former, som klart og tydeligt kommunikerer vores tanker: AI.
Her er et overblik over nogle af de fordele, AI åbner for, når det kommer til at sætte form på vores idéer.

02Styrken i de tidlige faser
Ved at skabe realistiske visualiseringer tidligt i processen kan vi hurtigt få et billede af retningen.
I stedet for at trække noget originalt ud af Pinterest, hvor vi typisk ser på projekter fra kolleger og konkurrenter, som samles i et forkromet moodboard, er det nu muligt at sætte form på vores idéer indefra og ud.
Vi kan teste flere retninger hurtigere og få en fornemmelse for, hvad der virker, og hvad der ikke virker, før vi præsenterer.
Men hvis det er så effektivt, hvorfor bruger alle det så ikke?

03Dr. Frankenstein møder Terminator
Når der kommer noget nyt, er det pr. definition ukendt og kan derfor virke skræmmende og overvældende.
Der findes en generel misforståelse om brugen af AI, som går på, at "maskinen" overtager kreative workflows, som i en Hollywoodfilm. Dr. Frankenstein møder Terminator.
Det kunne ikke være længere fra sandheden.
Når vi arbejder med AI som et kreativt redskab, træffer vi tusindvis af små beslutninger, og resultatet bliver en refleksion af vores idéer og sensibilitet. AI forstærker og understøtter vores kreative workflows.
Det er et potent redskab, men stadig "bare" et redskab, som vi skal lære at kontrollere, og hvorfra vi kan løfte både kvaliteten og kvantiteten af vores output.

04Visuel kommunikation, hurtigere og bedre
Renderingen af vasken ovenfor er lavet fra en 2D-skitse, designet af Cecilie Friis-Mikkelsen fra Journey, som laver de smukkeste bespoke køkkener og badeværelser, ofte med en kombination af natursten, arkitektonisk præcision og snedkerarbejde.
På vores 3-dages billedkursus lærte hun et workflow, der gør, at hun nu kan vise sine designs både som tekniske tegninger (traditionel proces) og som fotorealistiske visualiseringer (AI), der giver kunderne et klart indtryk af, hvordan møblerne kan se ud alt efter finish. AI bliver et supplement til den kreative proces, der både hjælper designeren med at sætte form på sine idéer og kunden med at forstå potentialet, fordi de nu kan se det.
Tidligere skulle man vise et moodboard fra andre projekter, som kunderne sjældent forstod. Mange kreative blev fanget i et feedback-loop, hvor de blev "typecastet" i tidligere projekter, ligesom Bruce Springsteen, der bruger hele sin karriere på at synge "Born in the U.S.A.", selvom den kreative har mere at byde på og dybest set ønsker at udfordre sig selv og udvikle sit formsprog.
Nu kan man sætte form på enhver vision, hvis man forstår processen. Det giver kreative langt flere kort på hånden, fordi man ikke er begrænset af utilstrækkelige virkemidler som moodboards, der kun eksisterede i mangel på et bedre alternativ.

05Fra Illum-kampagne til fast proces
Sidste år hjalp vi Illum, i vores bureau Claiberry, med deres julekampagne.
Takket være AI kunne vi teste langt flere retninger og udforske konceptet dybere, før vi valgte den endelige retning og afstemte på tværs af ledelse og afdelinger. Processen blev mere raffineret og bedre for alle parter, fordi vi kunne tale ud fra konkrete billeder frem for kryptiske moodboards.
Samme proces bruger vi på alle vores projekter: Vi starter med at udvikle tre helstøbte identiteter til kundens brand eller kampagne og raffinerer udtrykket ud fra kundens input, indtil det overstiger forventningerne og løfter deres brand.
Det er en proces, som normalt havde været umulig, fordi så gennemførte præsentationer ville være for økonomisk krævende.
Derfor kan det virke mystisk, at nu hvor vi har fået redskaber, der gør det kreative arbejde mere frit, vælger mange at fokusere på usikkerheden og tvivlen frem for nysgerrigt at udforske de nye redskabers potentiale. Den bedste modgift er sollys, hvis du tror, der er et monster under sengen.

06Vi gør os selv en bjørnetjeneste, når vi holder fast i fortiden
Historisk set har det eneste permanente været forandring. Tænk på hulemanden, der hårdnakket nægter at lære at støbe bronze, fordi han har brugt hele sit liv på at hakke flintesten. Eller kusken, der bliver overhalet af en Ford T-model.
Kommer kreative til at bruge moodboards i 2030? Måske, men sandsynligheden for, at det bliver i en kommerciel sammenhæng, er lille, når man tænker på basale markedskræfter som konkurrenceevne.
Hvis jeg som kunde skal have bygget et nyt køkken, vælger jeg så snedkeren, der kommer med en fotorealistisk rendering af sine udkast, eller den kreative, som har været på Pinterest og sammensat et moodboard? Hvem stoler jeg på til at varetage min families investering i et nyt køkken?

07Vi lever i fremtiden
Spørgsmålet er bare, hvornår vi træder ind i den.
Hos AI Revolution har vi gjort det nemt at lære de nye redskaber som kreativ, gennem vores kurser på Sølyst i Klampenborg og ARoS i Aarhus. Udsøgt forplejning, smukke rammer, gode mennesker, og du lærer noget nyt.
What’s not to like? Kom med på beatet, og udforsk vores kurser.




